Principper for lektier

Lektier er en del af at være elev på Nærum Privatskole

Lektier spiller en vigtig rolle i etableringen af en stærk kontrakt mellem skole, elev og
forældre om læring. 

Det er grundlæggende vigtigt for os, at I som forældre er aktive
deltagere i jeres børns læring og udvikling, også hvad angår lektier.
Formålet med lektier er at understøtte mestring af et stofområde. 

Lektier er en mulighed for at forberede sig, vedligeholde og træne færdigheder og for at arbejde
med fordybelse også uden for skolens rammer. 

Det er vigtigt for os, at der altid er
mulighed for dialog mellem forældre, elev og lærer ift. lektier, da vi anerkender, at
eleverne har forskellige forudsætninger og baggrunde. 

Derfor differentieres der efter
behov, så ingen elever bliver for pressede og bruger for lang tid. Lektier vil, hvis det
findes relevant, være et punkt på det årlige forældremøde, så der bliver
forventningsafstemt mellem lærere og forældre. 

Kendetegn for lektier, der har en positiv effekt

Lektier har en positiv effekt på de faglige resultater, når:

  • lektierne har et tydeligt formål, og eleverne har en klar forståelse af mening,
    relevans og læringsudbytte
  • lærerne tydeligt kommunikerer forventninger til elever og forældre om fx
    omfang af og formål med lektierne samt forventninger til, at lektierne
    gennemføres til tiden
  •  der er en tydelig kobling mellem lektierne og det stof, der arbejdes med i
    undervisningen
  • sværhedsgraden af lektierne matcher elevens faglige niveau, så eleven bliver
    tilpas udfordret
  • lektier varieres i form og indhold, så elevernes interesse fastholdes.
  • lektierne ikke bruges som straf
  • omfanget af lektier er balanceret og koordineret på tværs af fag, så eleven
    også har tid til andre ting i fritiden
  • eleverne får feedback på lektierne
 
 

Lektier i indskoling 

I indskolingen ønsker vi et tæt samarbejde mellem skole og hjem omkring barnets
lektier. Vi forventer således, at forældrene hjælper barnet med at få tjekket, hvad
det har for og støtter barnet efter behov. 

Vi ser det også som forældrenes ansvar at
få skabt gode rammer omkring lektierne, så barnet allerede i indskolingen får
opbygget gode vaner og rutiner omkring lektier. Hvor det skønnes, kan der laves
individuelle aftaler.

I takt med at barnet bliver ældre overdrages ansvaret for at få
tjekket og lavet lektier til det, imens forældrene hjælper og støtter barnet efter
behov. Det skal siges afslutningsvis, at lektiemængden i indskoling er begrænset. 

Lektier i udskoling 

Eleverne skal bygge videre på de gode vaner og rutiner omkring lektier, som er skabt
i indskoling. Vi forventer også fortsat i udskoling, at forældrene interesserer sig for
og støtter eleverne i at tage ansvar for at få lavet lektier. 

Vi vil tilstræbe, at lektier sættes i en sammenhæng, så det giver mening for eleverne, så de dermed træner i
at fordybe sig og arbejde selv – også med henblik på deres senere studieliv.

Lektierne giver også en anledning til samtaler mellem elever og forældre om deres
skolearbejde og skolegang generelt.

Aflevering

Hvis den enkelte elev en gang imellem har problemer med afleveringsfristen, må de
tage kontakt til læreren i god tid. Eleverne skal forstå, at det er bedre, at de laver
individuelle aftaler, i stedet for at lade være med at lave lektier.

Er der generelt problemer med elevens lektier i et eller flere fag, er det vigtigt, at der er en dialog
mellem lærer, elev og forældre, hvor der findes en løsning. 

Se også vores principper for trivsel: Principper for trivsel